Forleden blev det offentliggjort, at det marokkanske kontingent i FN-styrken i Elfenbenskysten (UNOCI) var blevet suspenderet fra tjeneste. Årsagen var alvorlige, systematiske og tilsyneladende underbyggede anklager om seksuelle overgreb på piger i det område, hvor kontingentet gjorde tjeneste, og nu bliver disse anklager undersøgt. Beretninger om FN soldaters seksuelle udnyttelse og overgreb på lokalbefolkningen er langt fra nye, men det var først efter meget alvorlige sager i den Demokratiske Republik Congo, at der for alvor blev gjort noget ved problemet. FN har indført en nul-tolerance politik med hensyn til seksuel udnyttelse og misbrug, og der oprettes disciplinære enheder ved alle missioner bl.a. med henblik på at imødegå disse sager.
Problemet dækker dog andet og mere end nogle soldaters overgreb, og lad det være sagt med det samme, så er det ikke alene militære, men ofte også civile medlemmer af FN-missionerne, der står bag disse overgreb. Forskellen er, at mens FN i det mindste kan sanktionere civiles overgreb ved at fyre vedkommende, så er militære medlemmer underlagt hjemlandenes jurisdiktion, og kan kun straffes der for eventuelle overgreb.
Problemet har sin rod i, at FN’s fredsstøttende missioner er meget mandskabskrævende, og det beløb, som FN refunderer de lande, som bidrager med styrker, er det samme pr. soldat pr. år, uanset hvad de reelle udgifter har været. Det betyder, at for meget fattige lande, hvor lønniveauet er lavt, er det ligefrem en overskudsforretning at bidrage med styrker, for nogen fattige lande udgør indtægter fra FN-styrker en væsentlig del af bruttonational-produktet. Selvom de rige lande måske kunne leve med en mindre refusion, så er deltagelse i FN-ledede styrker ikke forbundet med megen prestige, og da slet ikke blandt de væbnede styrker; det danske forsvar er ingen undtagelse! Problemet er også, at de rige, vestlige lande ganske enkelt ikke har så store stående styrker, der gør det muligt at bidrage med et større antal soldater. Men vi betaler gerne andre for at gøre arbejdet. F.eks. er den Afrikanske Unions styrke i Darfur/Sudan (AMIS) i længere tid blevet finansieret af EU, og det skal selvfølgeligt ses i lyset af, at det kun har været muligt, på grund af modstand fra den sudanesiske regering, at stille med en rent afrikansk styrke der. Men selvom Sudan ville acceptere en FN-ledet styrke, ville det nok være begrænset, hvor mange vestlige lande, der vil deltage.
Det er ikke fordi de vestlige lande ikke har engageret sig i fredsstøttende missioner, men det har primært været de mere krævende som i Kosovo, Irak og Afghanistan. Det er mere ”skarpe” operationer, der har krævet mere i kampindsats, og som ofte har været ledet af NATO; og selv inden for FN’s rækker er der en erkendelse af, at det kun er NATO, der kan klare de virkeligt skarpe missioner.
Resultatet er, hvad enten man kan lide det eller ej, at vi kommer til at svigte fremme af menneskerettighederne andre steder i Verden ved ikke at engagere os der. Men kan ikke sætte lighedstegn mellem det, at militære styrker kommer fra et vestligt land, og deres overholdelse af menneskerettighederne, men der er en klar tendens. For militære styrker i fredsstøttende styrker er ikke bare til for at skabe fred, for der kan ikke blive ordentlig fred uden respekt for menneskerettighederne, og de militære styrker er nok mere end nogen eksponenter for fremme af menneskerettighederne, både når det drejer sig om deres beskyttelse i konfliktområder og overholdelsen heraf i deres omgang med lokalbefolkningen. Det er derfor ikke ligegyldigt, hvilket værdigrundlag de forskellige kontingenter stiller op med i FN-ledede operationer.
Det er især tankevækkende efter, at den danske bataljon nu er trukket ud af Irak. De fleste med kendskab til vores soldaters indsats der synes at være enige om, at de har gjort det godt – trods den meget vanskelige situation, som de har befundet os i. Men spørgsmålet er, om de ikke kunne have gjort en mindst lige så stor indsats ved at have deltaget i en FN-mission i Afrika?
Det er ikke et enten/eller, men et både/og. Der er utroligt meget at lære i de mere bløde FN-ledede operationer om at skabe fred gennem genopbygning og samarbejde med civile organisationer, mens de mere skarpe operationer som Irak og Afghanistan gør vores soldater gode til det, som de først og fremmest er bedst til, nemlig at være krigere og dermed troværdige vogtere af freden! Med andre ord bliver man bedre til det ene ved at prøve det andet! Det vil måske også være en god ide at lade soldater, som har været udsat for hårde strabadser i Irak og Afghanistan prøve at komme ud et sted, hvor de stadig kan opleve at gøre en forskel, uden at det dagligt sker med livet som indsats.
Kenneth Øhlenschlæger Buhl
