Ifølge DR Nyheder peger forsvarets militærfaglige anbefaling - i forhold til typevalget af Danmarks nye kampfly - på Boeings F-18.
Forsvaret opgiver kampflyet Joint Strike Fighter, JSF. NÃ¥r Danmark om syv-otte Ã¥r skal have nye kampfly, bliver det ikke storfavoritten Joint Strike Fighter, hvis forsvaret skal bestemme. Ifølge DR Nyheders kilder vil Forsvaret i sin indstilling til regeringen i stedet pege pÃ¥ Boeings F18 som det sikreste valg. (…)
Men udviklingen af [F-35] har trukket ud langt mere end den amerikanske kongres, forsvarsministeriet Pentagon og den amerikanske rigsrevisor har brudt sig om. Afprøvningen af de mange og stærkt komplicerede elektroniske systemer i JSF er så forsinkede, at militæret har accepteret, at produktionen går i gang, inden alle test kan være gennemført.  Samtidig er den bebudede pris på JSF over de seneste 10 år vokset fra en kvart milliard danske kroner per styk til langt over den halve milliard. Det er ifølge DR Nyheders kilder årsagen til, at det danske forsvar har tænkt sig at pege på en anden kandidat: Boeing F18 Superhornet.
Hvis DR har ret, hvorfor så dette valg?
Reelt består det af to elementer - et fravalg af F-35 og et tilvalg af F-18.
Fravalget af F-35, som ellers længe har været regnet for at være forsvarets eller ihvertfald flyvevåbnets foretrukne kandidat, handler grundlæggende om timing. Også timingspørgsmålet er dobbelt. På den ene side er der projektusikkerheden forbundet med F-35, som bunder i en spiralformet udviklingsmodel, hvor man grundlæggende udvikler og tester flyet samtidig med produktionsfasen. Dette har medført, at udover de (for et forsvarsisenkramsprojekts sædvanlige)  forsinkelser og prisstigninger, så er der også ekstra usikkerhed om hvornår man vil være i hus og til hvilken pris og med hviket resultat. Det timingsspørgsmål rammer så den danske proces, hvor kampflyspørgsmålet har været langsomt på vej gennem systemet - fra det politiske til det militære i efterhånden lang tid. Projektusikkerheden og den efterhånden reducerede tålmodighed med den uafklarede situation forstærker hinandens logikker i den danske sammenhæng.
Tilvalget af F-18 er (som DR-artiklen nedenfor beskriver) dermed et spejlbillede på situationen med F-35. Her ved man hvad man får og til hvilken pris og hvornår. I tilgift - og i modsætning til Gripen - får man også en allieret samarbejdspartner, og endda den størst mulige. Til gengæld får man ikke det nyeste fly og der er måske større usikkerhed om eksempelvis softwareupdates længere nede af levetidslinjen, end der vil være for F-35. Og dén logik passer fint med det stigende pres på den politiske beslutningsproces.
Man kan på den måde stykke rationaler sammen, for og imod forskellige typevalg, og dermed forklare og belyse et givet valg. Men det vigtigste er, at Danmark ender med at lave en beslutning om kampflyerstatningen som er taget som en del af en samlet vision for dansk luftmagt. Valget skal med andre ord ske med en systematisk vished om, at ethvert valg også er et fravalg af andre muligheder, i form af andre platforme, senere investeringsmuligheder eller andre opgaveporteføljer.
Se mere på DR.dk: Forsvaret dumper kampflyet Joint Strike Fighter
