Det fremgår af dagens Wall Street Journal, at FN ikke ønsker at bidrage til genopbygning i forbindelse med ISAF-operationen omkring Marjah i Helmand. Man ønsker ikke at bryde med princippet om “upartisk” hjælp, og derved bidrage til “militariseringen” af nødhjælp og genopbygning. Dette tilsvarer den linje NGOerne, herunder de danske, generelt har lagt for dagen i Afghanistan.
Man kan mene, at princippet om “upartiskhed” er svært at opretholde endsige tilskrive fundamental vigtighed i en situation, hvor den ene part grundlæggende ikke ønsker, at der skal findes den form for moderne stat og services som nødhjælpen tilvejebringer. Men man kan også mene, at hvis de vestlige stater alligevel ikke mener det med Afghanistan helt alvorligt og alligevel er væk om 5-10 år, så er det måske fint nok, at der forefindes et andet, mere neutralt udbud af humanitær og anden bistand.
Men undsigelsen fra FNs og NGOernes side er under alle omstændigheder et problem, der skal løses. Som tidligere anført - i DIIS-rapporten nedenfor - har staterne, herunder også den danske, dermed to logiske muligheder, når man ønsker at lave COIN, oprørsbekæmpelse, hvor både civile og militære elementer skal integreres. Enten kan man vælge at nationalisere den form for indsats, dvs. sørge for at der findes civile kapaciteter, der er statsansatte som kan indsættes (det gør fx. amerikanerne i Marjah). Eller man kan trække på privatsektoren og skabe et udbud.
Når staten ønsker at denne opgave skal udføres indenfor den samlede portefølje af nødhjælp som staten ønsker udført er det også logisk at den anvender de midler der findes indenfor denne ramme til denne opgave. Det kan selvsagt medføre at midler, der ellers går til de organisationer, som ikke ønsker at medvirke, rettes mod de to andre modeller.
Wall Street Journal-artiklen viser således en grundlæggende udfordring for de stater, der ønsker at lave oprørsbekæmpelse. Den er direkte relevant for Danmark, herunder både for Forsvarsministeriet og for Udenrigsministerieret.
Wall Street Journal: “Marjah Strategy Approaches Civilian Phase”
Såfremt valget står mellem at ”nationalisere indsatsen” eller ”trække på privat sektoren” som de to ”logiske muligheder” foreskriver, kommer der her en tredje ”ulogisk mulighed”…
At italesætte ”strategisk samtænkning” som værende en åben koordineringsproces baseret på frivillig deltagelse fra div. interessenter, står i skærende kontrast til de faktiske samspil. Det gældende operationaliseringsparadigme er således underdrejet af en grundlæggende fejlbetoning af perspektiverne for incitamentbaseret styring og Offentlig Privat Samarbejde/Partnerskab, der skævvrider mulighederne for at realisere potentielle synergieffekter.
Grundlæggende beror den gældende styringstilgang på en oversimplificeret betoning af institutionelle medspil, modspil og samspil, der ikke udviser nogen form for forståelse, endsige hensyntagen til, hvordan magtrelationerne påvirker interessenternes positioner, adfærd og deres gensidige tillidsrelationer.
Frem for at give anledning til at begrave hovedet i Focault brækspanden, er det i og for sig tilstrækkeligt at betone hvordan de tre samtænknings imperativer om ”Unity of Effort”, ”Unified Action” og ”Unified Command” fordrejes, forkludres og forvrides på det politiske, strategiske, operationelle og taktiske plan.
At tale om “Full Spectrum Operations”, ”Joint Operations”, ”Effect-Based Approach to Operations”, ”Whole of Government Approach” og ”Comprehensive Approach” er således ikke I sig selv noget der bør få en op af stolen i ren benovelse over hvilken genistreg der er tale om.
Startes der fra en ende af, medførte Bush regeringens latente had over for ”Nation Building” en grundlæggende undergravning af hele planlægnings og styringsapparatet i den tværinstitutionelle koordineringsproces ”the Interagency”.
I 2000 udtalte Condi Rize at den 82. Luftbårne Division ikke skal bruges til at hjælpe børn i børnehave; Bush udtalte under en TV duel med Al Gore, at han ikke mente at USA bør indlade sig på National Building i stil med Haiti og ikke bør bruge kræfter på at fortælle andre hvordan de skal indrette deres samfund. Det mest nådesløse frontal angreb kom dog fra Rumsfeld, der udtalte at en langvarig tilstedeværelse i et andet land kan være ”unaturlig”, hvilket både Kosovo og Østtimor ifølge Rumsfeld er glimrende eksempler på og udtaler i den forbindelse at ”på trods af gode intentioner og et fantastisk arbejde fra de enkelte humanitære bistandsarbejdere, kan deres tilstedeværelse have negative og utiltænkte effekter…”
Problemet består såmænd ikke i at de nødvendigvis tager fejl, kritikken der blev udbasunerede i 2000 var i mange henseender ganske forståelig, hvilket også gælder irritation over at Europa straks begyndte realisering af ”fredsdividenden” i begyndelsen af 1990erne. Udhulingen af forsvarsbudgetterne efterlod således et sikkerhedspolitisk tomrum som USA blev tigget og bedt om at udfylde alt imens Europa stædigt forsøgte at diktere præmisserne for amerikansk magtudøvelse. At få ’Uncle Sam’ til at levere knytnæven i Europæernes fløjs handske i både Bosnien og Kosovo, alt imens de evindelige skænderier anstiftet af Europæisk egocentrisme var ved at sprænge NATO indefra, var selvsagt et utilstedeligt ”Freerider” problem, USA forståeligt nok var særdeles irriteret over. Ikke desto mindre valgte USA med Bush Administrationens sadlen om, at kurere deres hovedpine ved at skære hovedet af, da man forlod sig på en gentagelse af ”Washington Konsensus” svøben fra 1980erne som ledestjernen for, hvad der var tiltænkt som discountinterventioner, men alligevel endte som det dyreste eventyr siden 2. Verdenskrig.
Såfremt der tages afsæt i den mere balancerede (men stadig differentierede) byrdedeling i Afghanistan, er det først med England Canada, Nederlandene og Danmarks meget aktive bidrag at NATO som transatlantisk alliance har kunnet genvinde sin selvrespekt og tiden hvor ISAF hånligt blev omtalt som ” I once Saw an American Fight” er ovre. Derudover har CENTCOM konstellationen Petraeus, Odierno og McChrystal overfor for modpolen bestående af Sikkerhedsrådgiver Jones og Hærchef Casey fundet et balancepunkt der styres på intelligent vis af Forsvarschef Mullen og Forsvarsminister Gates. Med ideen om ”Hybrid krigsførelse” (Hybrid Warfare) ser det ud til at det er lykkedes at smede et kompromis mellem Weinberger-Powell doktrin farisæerne, RMA fundamentalisterne og COIN zeloterne, der ydermere understreges af den mere forsonende retorik om at ”balancere styrken” i QDR 2010 frem for Rumsfelds frontalangreb på Hæren med QDR 2001 og den ligegyldige QDR 2006…
Om end fase III i OIF var den første funktionelle netværksbaserede fællesoperation (”Joint Operation”) nogen sinde, var der ikke tale om en egentlig institutionalisering af, hvad hæren siden 2001 har omtalt som ”fuldspektrumskrigsførelse” (”Full Spectrum Operations”). Tilgangen blev således ikke institutionaliseret og på trods af at Hæren og Marinekorpset har formået at udarbejde en fælles doktrin i FM 3-24, der er forankret i ideen om simultan tilpasning til alle tænkelige scenarier som ideen of det operationelle spektrum forskriver, er der hverken tale om et værnfælles doktrinkoncept (Joint Doctrine) og der er ikke tale om en internaliseret tilgang hvad angår funktionelle ledelseskodeks, træningsmønstre og adfærdsnormer.
De værnfælles doktriner taler således stadig om fuldspektrumsoverlegenhed (”Full Spectrum Superiority”), hvilket i bund og grund er en anakronisme var Rumsfelds ”Militære Transformation” æra.
Om end NSPD-44 og DODD 3000.05 henstillede at Stabiliserings, Støtte og Genopbygningsoperationer skulle sidestilles med Kampoperationer og således er en klar markering af at forsvaret skulle kunne håndtere alle scenarier inden for det operationelle spektrum, lykkedes det ikke at forankre tilgangen i den institutionelle sump. Tankegangen om ”Whole of Government” der således har myndighedsintegrering som sit omdrejningspunkt, fejlede i realiteten i alle henseender, hvilket samtlige rapporter fra GAO, CRS, NDU, RAND mv. slår fast med syvtommer søm. Om end NSPD-1 forsøgte at skabe en mere permanent og centraliseret koordinering i forhold til PDD-56, blev denne tilgang skudt i stykker med NSPD-24 og Forsvarsministerens Kontor (OSD) forsøg på at monopolisere beslutningsprocessen, hvilket banede vej for de organisatoriske misfostre ORHA og CPA.
Det konkurrence-udsættelses helvede Bush Administrationen igangsatte i kombination med CPA’s uduelige, inkompetente og forskruede tilgang til genopbygning og udvikling, har været en dissideret trussel mod den nationale sikkerhed. At KBR Hiliburton’s fejlbehæftede elinstallationer til dato har dræbt 19 soldater/contractors og levering af giftigt drikke vand til militær installationerne i Irak der (vandet oversteg grænseværdierne fra urenset vand fra Eufrat floden med næsten 100 %!) gjorde flere hundrede soldater alvorligt syge, er ikke ligefrem et eksempel til efterfølgelse.
Ej heller er renoveringen af børnehospitalet i al-Hillah værd at skrive hjem om. Her valgte CPA at udbetale hele deres kontraktforpligtigelse til et byggefirma til trods for at kun 80 % af opgaven var løst. Det mest kritiske problem opstod dog da firmaet for at spare penge valgte at renovere elevatorerne frem for at installere nye som de ellers havde forpligtiget sig til, hvilket resulterede i at tre irakere styrtede i døden 2 måneder efter, da elevatorbremserne viste sig at være defekte…
Om end der ikke nødvendigvis er blevet bygget ”Hvide Elefanter” i Irak (som eksempelvis Danmarks hedengangne cementfabrik ude i Tanzanias ørken, der var en udstrakt hånd til FL Schmidt) har hele genopbygningsindsatsen været én lang skandale og det samme gælder Afghanistan. Når politiske og militære beslutningstagere dækker sig bag et par smilende børn, en statistik over hvor mange børn der nu er kommet i skole og antallet af asfalterede vejmeter, er der tale om prestige symboler og ikke andet – den eneste strategiske effekt er møntet på et vestligt publikum, der skal få os til at føle at det går den rigtige vej. Hverken i Irak eller Afghanistan er der noget som helst der tyder på at de hidtidige projekter har haft en strategisk effekt. Ikke nødvendigvis fordi der skal pumpes flere penge ind i Afghanistan på årsbasis (med en hvid økonomi i omegnen af $10 mia. er den en frænse for hvor meget der uden videre kam absorberes)
Både Irak og Afghanistan har dysfunktionelle økonomier med en arbejdsløshed over 50 % og en latent korrupt forvaltningskultur vi selv har været med til at fremme, til trods for korruption er en naturlig spidskompetence på de kanter. At den ”hvide mand” således har ry for rettidig omhu, omtanke, fornuft og gode ledelsesegenskaber må således have været en illusion der brast fuldstændig sammen. Både Irakere og Afghanere må således have været aldeles forundret over at se mængden af ”hvide mænd” der kommer anstigende i futuristiske kampmaskiner og funklende firhjulstrækkere blot for fuldstændig uden hæmninger at stjæle fra sig selv i et ureguleret Klondyke for moral forladte virksomheder…
Kombinationen af at screene virksomheder til disse ordre på baggrund af om de kan ”sikkerhedsgodkendes” eller ej, er i de fleste henseender et dårligt påskud for at indskrænke ansøgerfeltet (der er en grund til at de store contractors i USA kaldes ”the Beltway Bandits”), der forværres af de såkaldte ”Cost-Plus” kontrakter (sikre en andel af omsætningen som overskud), ikke eksisterende monitorering eller ansvarspådragelse fra en kompetent myndighed samt manglende regulering for outsourcing/sub-contracting til mindre firmaer lav/middel indkomstlande.
At betale overpris for en motorvej mellem Kandahar og Kabul der smuldre og er ujævn pga. af dårlig kvalitet og ringe udførsel, i et projekt der kun i ringe omfang har absorberet Afghansk arbejdskraft og som i øvrigt har bestukket Taliban til ikke at angribe, er ikke en hensigtsmæssig måde at foretage strategisk samtænkning på. Den private sektor kan og bør spille en stor rolle, men som det fungere nu, er de i højere grad en sikkerhedstrussel frem for en bidragsyder, idet deres blotte tilstedeværelse i Kabul skaber øget inflation og korruption, uden at sikre arbejdspladser i et videre omfang. Var nogen Taliban kommandant så magtfuld, at han formåede at fattigøre befolkningen samtid med at han undergravede statsforvaltningen, ville der ikke gå lang tid førend et Hellfire missil ville banke på hans hoveddør…
Der skal en fundamental ændring til i måden hvorpå disse kontrakter udfærdiges og hvordan arbejdet overvåges og kvalitetssikres af hensyn til afghanerne, af hensyn til strategien og af hensyn til ikke at pisse vores egne skattekroner væk…
Men hva’ så med FN og de vrangvillige NGO’er, de skal vel sættes på plads og have en lærestreg? At vi selv har været med til at undergrave FN i Afghanistan vid at tildele en større andel af midlerne direkte til Helmand PRTen er ikke videre befordrende for ”strategisk samtænkning” på nationalt plan, hvilket trods alt må være det gældende omdrejningspunkt. At FN gør hvad de kan for ikke at blive sidestillet med NATO er udover det imageproblem det ville medfører i form af den sidste rest af uvildighed, formentlig gøres deres hovedkvarter i Kabul og andre steder, mere sårbare over for angreb. At Dostúm nu engang var i stand til at vade lige ind i lejren og gennemtæve en tidligere ”krigsherre rival” der var under FN beskyttelse vidner om hvilke problemer der kæmpes med.
At de fleste andre lande gør det samme med deres egen udviklingsbistand, samtidig med at Verdensbanken dækker en stor del af finansieringsgrundlaget, har skubbet FN ud på et sidespor, hvilket er stærk problematisk - ikke pga. af et stort etisk patos men pga. at FN til trods for sine mange fejl og mangler, er den eneste organisation der kan løfte opgaven at være den overordnede statsopbygnings/nations opbygningskoordinator.
De der tror at FN, Røde Kors og NGOerne uden videre kan undværes tager grueligt fejl og militære problemidentifikationer og behovsestimater er ikke uden videre de samme som hvad NGOerne opfatter som værende gældende. Om end der i vid udstrækning ser ud til at være fundet en spinkel balance mellem PRTerne og NGOerne, er selve den strategisk-kommunikative eksponeringen et problem.
At tale om at FN og NGOerne skal ind i Majar er den bedste måde at sikre sig at de holder sig lagt væk. Uformelle kontakter og koordinering under offentlighedens radar er måden sådanne samspil sikres. Derfor må det opvejes om det skal bruges til at hælde endnu en spand propaganda i hovedet på os hjemme i Europa eller om gradvis indfasning af projekter og administrativt personel efter situationen er blevet mere vedvarende sikker, har en højere prioritet. Det er en misforståelse at der uden videre kan hives en kanin op af hatten hvis FN, Røde Kors og NGOerne er vrangvillige og trusler om at trække i deres bidrag, vil i de fleste tilfælde ikke gøre dem mere medgørlige; de er således ikke underlagt de samme rationaler som en privat virksomhed og kan ikke uden videre styres af økonomiske incitamenter
Skal der sikres ”Unity of Effort”, ”Unified Action” og ”Unified Command” er det vigtigt at færdiggøre de interne reformer i ISAF’s kommandostruktur, at få styrket FN og skabe mere rum på de overordnede strategiske niveau. Såfremt NGOerne skal tiltrækkes, skal ISAF’s profilering af deres rolle over for snurrende kameraer neddrosles og deres berøringsangst overfor at blive associeret med ISAF, respekteres. En mere uformel og mindre kontrollerende tilgang er således nødvendig, såfremt samtænkning overhovedet er ønskværdigt. Problemet er derfor ikke om det er stat, marked eller civilsamfund man fortrækker men hvordan rammebetingelserne for samspil sikres; nøglen til dette er mindre kontrol og større betoning af uformelt samarbejde