Læs den – og forstå missionen i Afghanistans rammer. Det er en fornøjelse, når en forsker sammenkoger 50 års forskning til 90 siders let forståelig viden i en velskrevet bog. Fredrik Barth gør dette i hans bog ”Afghanistan og Taleban”.
Afghanistan er et fjernt sted, som de færreste dansker ved særligt meget om. Barth tager sin læser ved hånden, og forklarer forholdene i de dele af landet, hvor pashtunerne lever. Det statsløse samfund forklares godt, og læserne har en klar forståelse af slægten og sikkerhed som afgørende faktorer til en forståelse af pashtunerne.
Tankevækkende er det, hvor meget sædvaneretten – pashtunwali – betyder. Pashtunwali bygger på fire regler:
1. Hævn
2. Gæstefrihed
3. Tilflugt
4. Jirga (sammenkaldt forsamling)
Barth understreger, at dertil skal lægges segregationen af kvinder. Disse fem regler er omdrejningspunktet i livet blandt pashtunerne, og hvis vi skal vinde hearts and minds, så er det det vi skal satse på at få indarbejdet i vores forståelse. Nærlæser man Barths tekst kan man godt få opfattelsen af, at vis kal glemme alt om hearts and minds, og i stedet for satse på to ting: Sikkerhed og velstand. Disse to ting er det vi kan levere, og som man på tværs af kulturskel kan blive enige om.
Bogen er inddelt i følgende hovedkapitler, der i sig selv hver kunne være en bog:
· Et flerkulturelt samfund
· Statsløse samfund
· Islam
· Sædvaneret og pashtunwali
· Modernisering og lokalpolitik i Afghanistan 1880-1978
· Revolution og sovjetisk okkupation
· Værdier og normer
· Taleban dukker op
· Osama bin Laden i Afghanistan
· Den ny dynamik efter 2001
· Nye magtforhold og en ny agenda
· En ny afghansk hær
· Forhandlingslinjen
· Stammebæltet
· Opium
· Økonomisk udvikling
· Genopbygning af samfundet
· På kortere sigt
Endeligt skal det understreges, at Barths forklaring af alliancedannelse blandt pashtunerne er et skoleeksempel på staters alliancedannelser. Så leder man efter et ukendt eksempel, så læs bogen.
Fredrik Barth: Afghanistan og Taleban er udgivet af forlaget Hovedland.
Ps. Ignorer Lasse Ellegaards forord. Det er blot otte unødvendige sider.
