Sommeren 2009, solen skinnede, børnene legede, forældrene drak eftermiddagskaffe i haven, og politikerne indgik et forsvarsforlig. Siden har kulden sænket sig over Danmark, og over forsvarsforliget. Det er som om sporskiftet, der skal lede forsvaret fra det forrige til det nuværende forlig er frosset fast. Forsvaret bruger i øjeblikket sin energi på at få fjernet et større underskud, så man kan tage hul på fremtiden, sådan som det fremgår af en artikel i dag i Jyllandsposten.
Det er ikke noget nyt at forsvarets økonomi ikke hænger sammen fra starten af et forlig, og politikerne havde et forvarsel om, at noget var galt inden forliget blev indgået. Men det står værre til end antaget da forliget blev indgået.
Havde forsvaret været en familie kunne det have meldt sig til et TV program i den bedste sendetid, kaldet ”luksusfælden”, hvor to værter kører rundt til gældsplagede danske familier og forsøger at få dem på fode igen.
I den sammenhæng ville forsvaret være en lidt mærkelig familiekonstruktion. Mor (forsvarskommandoen) bor alene med sine tre børn, og har det daglige ansvar for husholdningen, mens far (ministeriet) har et overordnet tilsyn med økonomien.
Og så tilbage til forliget. At komme tilbage på sporet med det nye forlig kan ikke klares med små justeringer i forsvarskommandoens husholdning (ikke mindst fordi forliget i sin finansiering allerede indregner driftsbesparelser, bl.a. 600-900 mio. kr på kaserner og lign.).
Det kan blive nødvendigt at foretage større prioriteringer for at få økonomien til at hænge sammen, også selvom forsvaret har fået flere penge. Der vil være tale om omlægninger som ændrer ved større ting i forliget, og problemerne har således et omfang der gør, at både ”mor” og ”far” i givet fald skulle møde op, hvis værterne fra ”luksusfælden” skulle hjælpe forsvaret.
Næste spørgsmål er så på hvilken baggrund det vil kunne ske. En del af Tv-formatet er et fast indslag, hvor de to værter viser familien hvad deres penge går til. Det er en lille smule problematisk i vores lille forsvarsfamilie, for de bruger en kontoplan og et økonomistyringssystem som deres (rigs)revisor sagde de skulle anvende for år tilbage. ”Familien” kan godt gøre rede for hver enkelt udgiftspost, men udgifterne er ikke ordnet i nøgletal som man kan prioritere ud fra, det er også det som forsvaret forsøger at rette op på.
Og så tilbage til forliget igen. Formålet med at lave forlig er at skabe en langsigtet sammenhæng mellem hvad forsvaret skal lave og hvad forsvaret får af midler. Når forsvaret leder efter besparelser, kan man være bekymret for at nye og bøvlede kapaciteter ryger før eksisterende, men mindre nødvendige kapaciteter. Denne bekymring bekræftes af, at man overvejer at droppe transporthelikopterne, på trods af at NATO har ledt efter flere helikoptere til Afghanistan de sidste to år, og dermed også til de danske styrker i Afghanistan.
Men styr på økonomien bør ske af hensyn til alliancen og egne soldater, ikke på bekostning af dette hensyn. Hvis man dropper transporthelikopterne, kan det tolkes som manglende vilje til at lukke nogle steder, for at udvide andre steder hvor det er nødvendigt, og måske også som en frygt for projekter med et behov for en konto til uforudsete udgifter.
I stedet for at omstille forsvaret til de konflikter og de kapaciteter som forliget har defineret, er der en risiko for at man i stedet omstiller til de kapaciteter som det er nemt at budgettere for og som ikke kræver for meget forandring.
