En ny amerikansk gennemgang og gennemtænkning af sin egen forsvarspolitik er altid også interessant for Amerikas allierede – ikke mindst de europæiske NATO-allierede. QDR siger noget om hvad USA mener om NATO, og det siger noget om hvad USA forventer af NATO.
Mest bemærkelsesværdigt er det totale fraværd af ønsker eller krav om flere europæiske soldater til Afghanistan, såvel som fraværet af traditionelle anklager om manglende militær byrdedeling.
Det fraværd siger samtidig noget interessant om hvordan USA – og i hvert fald det amerikanske forsvarsministerium – ser NATO og NATO’s betydning. NATO er i QDR’s optik væsentlig og vigtig ikke i kraft af hvad NATO-landene kan militært, men politisk i kraft af sin eksistens.
NATO’s vigtigste funktion er åbenbart ikke længere først og fremmest et transformationsredskab, der skal lave alle de mange hundrede af tusinder af europæiske militære styrker om til kamp- og ekspeditionsklare militære kapaciteter der kan støtte USA globalt.
Tværtimod er værdien af NATO at den eksisterer. NATO’s rolle er igen blevet politisk mere end militær. NATO er først og fremmest vigtig i og med at den fastholder det transatlantiske forhold. Og at NATO fastholder fred og stabilitet i Europa. NATO skal ikke længere være en hjælpeorganisation der eksisterer for at støtte amerikanske styrker hvor end de er. NATO – og det transatlantiske forhold – handler i højere grad om at sikre Europa, og igennem Alliancens mere politiske redskaber at fastholde og sprede stabilitet og integration – ikke mindst i ’Euroasien’.
Det betyder to ting. På den ene side er Pentagons målsætning at sikre troværdigheden i artikel 5. Det sker dels ved fortsat at sikre integrationen af amerikanske og militære styrker, og dels ved at sikre at alliancen udvikler de kapaciteter der ses som centrale for det transatlantiske områdes sikkerhed. Det drejer sig først og fremmest om forsvar mod missiler og cyber-angreb.
På den anden side spiller partnere og allierede en overordentlig vigtig rolle i det amerikanske forsvars tanker om hvordan militær magt kan og skal bruges – i hvert fald som udtrykt i QDR. Og hvis der er tale om et ønske om en fokusering eller transformation af NATO, så er det her. NATO skal blive bedre til selv at udvikle Europa og USA’s eksisterende partnere såvel som at skabe nye. Derfor ønsker QDR at NATO skal blive bedre til at integrere civile og militære redskaber – i øvrigt i samarbejde med EU. Træning, kapacitetsopbygning, forsvarsreform og krisestyring er nogle af de ting der nævnes. Det har været en af NATO’s kærneopgaver overfor de nye østeuropæiske demokratier i 90erne og 00erne. På den måde er visionen på væsentlige områder en tilbagevenden til 1990erne.
Frem for at styrke NATO selv, ser Pentagons vision ud til i mindst lige så høj grad at bruge NATO til at styrke amerikanske (og europæiske) partnere udenfor det transatlantiske område. For det er nok i Afrika og Asien at fokus vil komme til at ligge for meget kapacitetsopbygning og træning.
