Vi opfatter ofte diskussioner mellem værn om hvordan ressourcerne skal bruges som værende irrationelle. Men måske kan disse diskussioner være gode som udgangspunkt for en diskussion om strategi, hvor man får et overblik over sammenhængen mellem mål og midler. Måske kan Danmark lære noget af den britiske debat, ikke kun af indhold, men også af form.
Man kan læse i Times i dag:
I England har forsvarsdebatten længe ulmet. Det er velkendt, at det britiske forsvar har været underfinansieret set i forhold til de krige i Irak og Afghanistan. Det britiske forsvar står overfor svære valg og økonomiske prioriteringer, hvorfor de tre værnschefer har været ude og fortælle hvilken strategi deres respektive værn kan bidrage til og hvordan.
Og det måske rationelt og demokratisk, at man har en debat hvor handlemulighederne bliver præsenteret offentligt, for i sidste ende vil en prioritering kræve en politisk beslutning. For at træffe et valg på et solidt grundlag skal man kende valgmulighederne.
Det interessante ved den britiske debat er, at den ofte hæver sig over en ørkesløs værnsrivalisering og mundhuggeri om værnsbalance, og rent faktisk kobler mulige strategier og militærkapacitet.
Det er især den britiske hærchef der også formår at se på sit eget værn og peger på nødvendige ændringer som bryder med traditionelle landmilitære forestillinger om krig. Han anbefaler eksempelvis et militær med flere ubemandede fly og færre tanks.
