»Det største problem for mig er, at når jeg skal overbevise andre om, at missionen nytter og vil nævne nogle succeser i Afghanistan, kan jeg ikke nævne nogen succeser«, siger formanden for befalingsmændene, seniorsergent Jesper K. Hansen til Jyllands-Posten.
»Soldaterne er gode til at kæmpe og kan godt bygge en brønd, og vi har bygget mange skoler. Men der er ingen udvikling: Vi får ikke uddannet nok afghanske soldater eller politifolk. Vi har ikke en klar exit-strategi. De øvrige koalitionslande er begyndt at vakle. Og nu står vi så med en valgskandale og en præsident uden troværdighed.«
(…)
»Jeg er nødt til at tro på missionen. Hvordan skal jeg ellers gå til den begravelse? Men jeg synes, at det er meningsløst, at så mange unge mennesker sætter livet på spil for denne mission. Verden er jo ikke blevet mere sikker«, siger Jesper K. Hansen.
(…)
»Og hvor længe synes vi selv, at det er sjovt at bruge så mange penge på krig, når skoler og sygehuse også vil have flere penge? 20 år? 30 år? Taleban har masser af tid«, siger Jesper K. Hansen.
Dette har affødt en harsk modkritik fra udenrigsminister Per Stig Møller. Udenrigsminsterens kritik er problematisk, fordi den sætter generelle grænser for, hvad danske borgere kan kritisere og ikke kritisere (se skarp DIMS-analyse af dette her). Naturligvis er det legitimt at kritisere Afghanistanmissionen - hvordan skulle vi ellers være i stand til at vide, hvorfor vi er der og hvornår vi ikke vil være der længere? Havde ministerens kritik derimod handlet specifikt om, hvad danske soldater legitimt kan udtale sig om, havde han haft en langt bedre sag.
Soldater er embedsmænd. Deres opgave er at forfølge de mål, som opstilles fra politisk hold. Målene - hvor man skal intervenere, hvor mange soldater man skal sende afsted - bestemmes suverænt af politikere (men formentlig baseret på vejledning fra forsvaret), der vælges af befolkningen. Det er det, der kaldes demokrati. Måden, hvorpå disse mål opnås, er derimod forsvarets domæne. Naturligvis kan der ske en vis politisk indblanding i dette, men i overordnede termer er det forsvarets ansvar, hvordan missionen udføres. Det er denne distinktion mellem mål og midler, som gør Per Stig Møllers udtalelser problematiske: Når man kritiserer missionen, kritiserer man altså ikke nødvendigvis soldaterne i Helmand og det synes usandsynligt, at det har en mærkbar effekt på deres mulighed for at løse deres opgave.
På samme måde betyder denne distinktion dog også, at Jesper K. Hansens udtalelser er illegitime. Embedsmænd er ikke frie til at blande sig i den politiske debat. Hvornår har man sidst hørt om embedsmænd fra Skat, der kritiserede det danske skattetryk? Naturligvis er der tilfælde, hvor soldater kan blande sig i den offentlige debat, f.eks. hvis offentligheden mangler informationer om forholdene på jorden i Helmand. Men der er intet nyt i Jesper K. Hansens udtalelser. Hans kommentarer synes derfor at være unødig og illegitim politisering.
Forsvaret gør - med rette - krav på en særlig position i det danske demokrati. Som Rathsacksagen viste, gælder der i særlige tilfælde specielle regler for forsvaret. Denne position - som er med til at sikre at forsvaret kan løse sine missioner effektivt - kan dog kun opretholdes, så længe forsvaret afholder sig fra at agere som en politisk aktør. Utidige udtalelser, som dem Jesper K. Hansen kom med idag, er på længere sigt med til at underminere adskillelsen af forsvar og civilsamfund og dermed også forsvarets særlige domæne udenfor politisk indblanden.
